I lyset af de mange og dyre løfter i valgkampen er det bombastiske sparefokus på handicapområdet tankevækkende.Thomas Gruber Politisk konsulent i Lev
Mange husker nok den handicappolitiske rammeaftale, som SVMregeringen indgik med LA, RV og K tilbage i maj 2024. Aftalen hvilede på en påstand om, at udgifterne til mennesker med handicap var ved at slå bunden ud af samfundsøkonomien, og at der derfor var brug for en kraftig opbremsning med besparelser og forringelser af borgernes rettigheder.
Rammeaftalen var pyntet med mange pæne ord om alt det gode, som skulle gøres for mennesker med handicap. Men den grundlæggende logik var alligevel ikke til at skjule – udgifterne på social- og handicapområdet skulle nedbringes, og det skulle ske ved at tillade mere magtanvendelse, forringe rettigheder og give mindre beskyttelse af de mest sårbare.
Rammeaftalen blev ikke fuldt gennemført inden valget, men de mest ødelæggende og problematiske del-elementer blev. Vi fik blandt andet ny lovgivning, som giver personalet i botilbud markant flere beføjelser til at anvende magt og foretage fastholdelser af mennesker med udviklingshandicap. Og vi fik en nedskæring af socialtilsynet på 30 procent, der blandt andet indebærer langt færre tilsynsbesøg og et betydeligt mindre fokus på den faglige kvalitet i indsatsen.
I lyset af de mange og dyre løfter i valgkampen – ikke mindst fra regeringspartierne og aftalepartierne bag rammeaftalen – er det bombastiske sparefokus på handicapområdet tankevækkende.
Opgør med historiske tilbageskridt?
I skrivende stund forhandles der om dannelse af en ny regering. Det ser ikke let ud, og de fleste formoder, at det er forhandlinger, som kommer til at trække ud. Fokus i forhandlingerne bliver nok noget om dyrevelfærd, beskyttelse af drikkevandet og nogle af de andre store temaer i valgkampen.
Men jeg synes også, at vi må have et håb om, at handicappolitik kommer på forhandlingsbordet – og at der her bliver taget et opgør med den ødelæggende politik, som har kendetegnet de sidste tre et halvt år med SVM.
Mange partier uden for aftalen – men i et vist omfang også flere af aftalepartierne – har udtrykt betydelig kritik af for eksempel de udvidede magtanvendelsesregler og svækkelsen af socialtilsynet. Forhandlingen af et nyt regeringsgrundlag er en oplagt anledning til at sørge for, at de historiske tilbageskridt i rammeaftalen bliver annulleret.
Vil flytte ansvar fra kommuner til regioner
Opgøret med rammeaftalen er vigtigt, men en ny regering skal naturligvis også se fremad og have visioner for fremtidens handicappolitik i Danmark. Der har de seneste 6-7 år været en vedvarende diskussion om, hvorvidt kommunerne fortsat skal have det fulde finansierings- og myndighedsansvar for handicapområdet. En diskussion som godt kunne se ud til at leve videre efter valget.
Handicapområdets fremtidige forankring fik i hvert fald en smule fokus i valgkampen. På et TV2 valgmøde spurgte handicapaktivisten Rasmus Lund-Sørensen således partilederne om, hvorfor f…. der ikke var nogen, som talte om handicapområdet i valgkampen. Et ret oplagt og relevant spørgsmål, som imidlertid i første omgang efterlod partilederne noget befippede og mundlamme.
Efter nogen betænkningstid kom Martin Lidegaard dog med en ganske markant melding, hvor han tilkendegav, at handicapområdet bør flyttes fra kommunerne til regionerne. Et synspunkt, som efterfølgende blev bakket op af flere partier i Socialmonitor.
Kvalitet, faglighed og etik har lidt i 20 år
Medmindre det blot var en belejlig afværgemanøvre, må man formode, at det er en dagsorden, som partierne har med, når der forhandles ny regering. For selvfølgelig er det åbenlyst relevant at overveje, om kommunerne nu også er det rigtige niveau til at forvalte det fulde myndigheds- og finansieringsansvar på handicapområdet.
På kommunernes vagt – og den vagt har de haft helt siden strukturreformen i 2007 – har vi været vidner til en gradvis, men vedvarende erosion af kvalitet, faglighed og handicappolitisk etik. En ødelæggende udvikling som på mange måder kan siges at kulminere med den handicappolitiske rammeaftale i 2024.
En ny fordeling af finansierings- og myndighedsansvaret mellem kommuner og regioner kan ikke løse alle problemer på handicapområdet. Men omvendt er det også rigtig svært at se reelle og varige løsninger uden, at der tages fat på de grundlæggende og strukturelle konstruktionsfejl, som har kendetegnet strukturreformen fra 2007. Sker det ikke, vil vi også fremover kunne se et vedvarende pres fra kommunerne og deres interesseorganisation, KL, for at forringe mennesker med handicaps rettigheder og vilkår i troen på, at det giver bedre styring af udgifterne på handicapområdet.
Min optimistiske side håber, at de meldinger, som partierne trods alt kom med i valgkampen, vil omsætte sig i konkret handling.Thomas Gruber, Politisk konsulent i Lev
Optimisten: Håbet er konkret handling
Jeg synes, at det er svært at forudse, hvor vi ender denne gang – og om en ny regering reelt vil tage ansvar for at vende udviklingen, så mennesker med handicaps rettigheder og vilkår igen styrkes. Min optimistiske side håber, at de meldinger, som partierne trods alt kom med i valgkampen, vil omsætte sig i konkret handling.
Min mere pessimistiske side frygter, at det bare var valgsnak, og at vi ender med uendelige diskussioner i stil med det, vi har oplevet i relation til den såkaldte specialeplan på handicapområdet (læs i øvrigt ‘lederen’ s. 3). Et projekt som er blevet udskudt igen og igen – for til sidst at ligne et fatamorgana, som skiftende socialministre kunne henvise til, når der var kritiske spørgsmål om manglende indsats for kvalitet, retssikkerhed og beskyttelse for mennesker med handicap.
Jeg håber, optimisten får ret.
